Skyderi i Fields 3. juli: Sådan får du hjælp

Skærmbillede 2022-07-04 kl. 08.59.37.jpg

SKYDERI I FIELDS 3. JULI

Desværre blev Fields søndag den 3. juli ramt af en frygtelig hændelse, hvor der ifølge politiet blev skudt på tilfældige personer i Fields. Mandag morgen var der tre dræbte, mens fire er hårdt såret.


Det kan være vigtigt, at du som vidne, pårørende eller hvis du er påvirket på anden måde får talt om episoden med professionelle. Der er masser af hjælp at få. Røde Kors driver Offerrådgivningen, som kan træffes på tlf. +45 2120 9170 eller +45 3529 9660 , hvor der sidder folk klar til at tale med alle, der har behov for det. 

Også børn kan blive påvirket af hændelsen og have brug for at tale om det. I så fald er det Børnetelefonen, som har døgnåbent for børn og unge, der har brug for at tale med nogen - du kan sms'e eller ringe på 116 111. Du kan også chatte med Børnetelefonen her.

 

På Røde Kors' hjælpelinje sidder psykologer klar til at hjælpe på telefonnummer 3529 9660. Hjælpelinjen har åbent fra klokken 09.00-15.00

Endelig tilbyder Psykiatrifonden gratis og anonym rådgivning på telefon 3925 2525


Københavns Politi oplyser også, at det åbner et krisecenter i Travbanehallen i Kastrup. Her kan borgere henvende sig, hvis de var til stede i Field's i går, og har behov for hjælp eller har informationer til politiet. Der er adgang fra kl. 12.00 mandag den 4. juli.

Hvis du eller nogen du kender var i Fields under episoden, kan det være, at du kan hjælpe politiet med information. I så fald ring 114.

Der er mange rygter på de sociale medier, og det er vigtigt ikke at være med til at sprede spekulationer eller videooptagelser fra centeret. Det kan være både ulovligt og meget grænseoverskridende for de efterladte. Der er links til dokumenterede nyheder fra DR og TV2 nedenfor. 

Fields åbner tidligst igen 11. juli.

Vi håber at alle er ok, og anbefaler ellers at søge hjælp. 

Vores tanker går til de efterladte og pårørende til skyderiet. 

VIGTIGE LINKS: 

Offerrådgivningen: https://hovedstaden.offerraadgivning.dk/

Nyheder fra politiet: https://politi.dk/nyhedsliste?district=Koebenhavns-Politi

Nyheder fra DR: https://www.dr.dk/nyheder/indland/overblik-det-ved-vi-om-skyderiet-i-fields

Nyheder fra TV2: https://nyheder.tv2.dk/live/2022-07-03-skyderi-i-fields-storcenter